Anmeldelser af Visen om Sidsel

Det er en saftig 1700-tals-komedie om kønsroller og kampen for at overleve i en barsk verden.

Pokkers smuk og pokkers godt er komedien skrevet og sat på scenen. Med Johanne Louise Schmidt som Sidsel – her er både råstyrken og sødmen, en sej pige og en kæk, kær ung knøs, slet ikke til at stå for. En knuselskelig engel, løftet op over køn og krop, rap i kæften, sårbar i sjælen.

Sproget er råt, spillestilen saftig, komikken kontant og præcis, og det er et medrivende og underholdende drama om Sidsels liv og skæbne.

Det er ni år siden, at dramatikeren Nikoline Werdelin sidste gang skrev et stykke til Grønnegårds Teatret i København, men resultatet har været værd at vente på. Forestillingen ”Visen om Sidsel” sidder lige i øjet!

Resultatet er ovenud vellykket, for Werdelin når hele vejen rundt. Også i sin instruktion af stykket.

Johanne Louise Schmidt er skøn i rollen som Sidsel, her i fint samspil med Mette K. Madsen i rollen som hendes/hans varmblodige kone. Joen Bille er vidunderlig i rollen som den detroniserede præst, der har hang til fritænkeri, og Michael Moritzen er utrolig morsom som naragtig købmand med hang til spillekort. Desuden medvirker Christiane Gjellerup Koch, Annika Johanessen, Jesper Hyldegaard og Simon Sears, og alle forgylder de stykket. Der er kun ét at gøre: Se denne super-sag, der charmer og forfører helt ned på bagerste række.

Johanne Louise Schmidt er Sidsel/Anders, og hun gør det fremragende (…) Forestillingen er et stykke Danmarkshistorie udsat for fiktion, og det er interessant med underfundige meta-lag, der vækker til eftertanke. Der er en let og humoristisk stemning over hele foretagendet – og et lille håb til slut.

Werdelin har aldrig været bleg for at spidde os, og nok er Visen om Sidsel en barsk fortælling om de fattiges kår, men i bedste revystil er her så rigeligt plads til muntre scener, liret tidskolorit og et enormt, farverigt persongalleri, der er Holberg værdigt.

Specielt brænder Johanne Louise Schmidt igennem med både sødme og hidsighed, og Peter Christoffersen får på samme måde bragt flotte facetter til sin rastløse gadedrengsflabede soldat med de mørke ar på sjælen, efterhånden som baggrunden for hans krigstraumer afdækkes. Lykken holder kun en dør på klem for de to, som det så fint lyder i visen, men derfor kan vi godt nyde Werdelins lækre, letsindige alvor i fulde drag.

Få nulevende danske dramatikere har samme grad af ordglæde, og i denne historiske komedie får Nikoline Werdelin virkelig lejlighed til at vise sin sans for at puste nyt liv i glemte gloser.

Komedien tilføres en dybde, som viser sig at være ganske overvældende, og Johanne Louise Schmidt understreger atter, at hun er sin generations store kvindelige skuespiller.

Mette K. Madsen har næppe heller været bedre end som den gæve Bodil-Marie.

Med Visen om Sidsel af Nikoline Werdelin fortæller Grønnegårds Teatret et vigtigt kapitel af kvindekampens historie.

Johanne Louise Schmidt er suveræn, og hun får kamp til stregen af Peter Christoffersen som soldaten Ludvig – de to bærer forestillingen sammen.

’Visen om Sidsel’ er især en stor sproglig bedrift. Werdelin digter de gammeldanske ord nye og friske med poetiske replikker, der spiller som ren sprogmusik, og Werdelins stykke viser, at fortiden godt kan blive til vedkommende teater, selv om den ikke er formidlet igennem en klassiker.

Johanne Louise Schmidt er en gave til forestillingen som den skæve heltinde. Hun er både morsom og rørende, sød og skrap, grovmeleret og fintfølende, når ulykke og glæde vandrer hen over det åbne ansigt. Lige så god er Peter Christoffersen, et kæmpe talent, som den traumatiserede soldat, hun forelsker sig i. En rastløst tikkende desperado med dæmoni i blikket og mørke skygger i sjælen. Og resten af det gammelkøbenhavnske raritetskabinet er på plads.

Forestillingen passer perfekt til Grønnegårds Teatrets udendørsscene, og der er meget at glæde sig over i denne forestilling – frække replikker, gode skuespillere, den smukke ramme. ’Visen om Sidsel’ skal nok blive sunget for et stort publikum over sommeren.

Komedien løber over scenen i et glimrende tempo og bæres af vitale skuespillerpræstationer, der appellerer til såvel morskab som alvor – og til eftertanken.

Johanne Louise Schmidt spiller på alle tangenter med en byge af skiftevis kvindelige og mandlige udtryk, og uden at havne i parodien tegner hun en skikkelse, som virkelig får forestillingen til at gå på vingerne.

Nikoline Werdelins ’Visen om Sidsel’ er en morsom og rørende 1700-tals historie med et par flammende aktører i hovedrollerne: Johanne Louise Schmidt og Peter Christoffersen.

Mod slut er det svært ikke at blive ægte rørt.

For skuespillerne gør det så godt. Johanne Louise Schmidt er i særklasse god. Forrygende som den fanden i voldske fattigpige, der naiv og rapkæftet maner soldaten af veje med sit gebrokne engelsk for siden at forvandle sig til ansvarsfuld kvinde i mandeklæder, med kærlighedsdesperationen lysende ud af blikket. Karismatiske Peter Christoffersen er overbevisende som soldaten med ar på både bryst og sjæl. Og Mette K. Madsen står som stærkt modspil i skikkelse af den brovtne ægteviv Bodil-Marie. Og sammen får de skabt en velsvingende treenighed, der bærer fortællingen fint frem.

Forestillingen har ét stort lysende midtpunkt: Johanne Louise Schmidt som Sidsel, denne naturkraft af en skuespiller, som lader figuren lyse indefra og nagler publikums øjne til sig.

Det giver en smuk forestilling, og publikum holder nærmest vejret sammen med Sidsel, når hun skal regne sit næste udspil ud og klare skærene.

Man kan roligt skynde sig i Grønnegårds Teatret og se Nikoline Werdelins seneste stykke “Visen om Sidsel” (……)

Jeg blev faktisk helt rørt til sidst, hvad jeg ikke havde forventet. Jeg mener, det er Grønnegårds Teateret, vi sidder i Designmuseum Danmarks fine have, og man hører studenterne køre hujende forbi ude på Bredgade i tide og utide. Det kræver nærvær og koncentration at kunne spænde en historie så stramt op at den rammer i hjertekulen under de omstændigheder, og det lykkedes.

Skynd jer i Grønnegårds Teatret.

Nikoline Werdelin er en formidabel dramatiker, der har fået skrevet en vedkommende historie, der er relevant, fordi den oplyser vilkårene for ugifte kvinder i 1700-tallet. Samtidig er der også levende og underholdende replikker, der gør hele oplevelsen endnu bedre.

Særligt Johanne Louise Schmidt er en stjerne som Sidsel. Der må gemme sig en nominering til en pris til hende. Og det må der også gøre til dramatikeren og selve forestillingen.

Hold da kæft hvor er det egentlig et godt stykke. Punktum.