Martas tema

Kærlighedens narre
I sin hidtil mest ambitiøse sceniske konstruktion lader Werdelin to tidsaldre smelte sammen og spejle sig i hinanden – på samme måde som for eksempel filmen »The Hours« gjorde det. Dels har vi vor tid, med alle de uanede alternativer, som vi har så svært ved at gribe. Dels 1870ernes klaustrofobiske København, hvor mulighederne unægteligt er noget mere indsnævrede. Det er den udvikling, Werdelin demonstrerer, når drejescenen snurrer, og der skiftes legende let mellem fortid og nutid med skuespillerne i dobbeltroller. Med alle længslerne og de utilfredsstillede lyster sat på scenen i upåagtede, natlige ensomhedsvignetter for stort set hver og en af de mange figurer.

Anmeldelse d. 10.03.2005, Berlingske Tidende (Aveny-T)

Mit werdelinske brændemærke
Indrømmet: Jeg er misundelig på de tilskuere, der skal ind at opleve Martas Tema for første gang. Misundelig på deres overraskelse, når de hører Nikoline Werdelins første replik – uden på nogen måde at kunne gætte, hvad den næste bliver. Og misundelig på deres forvirring, når de ser Marianne Nilssons scene dreje et par grader – og mennesker cirkle 100 år om deres indre akse uden at forandre sig det fjerneste. Indrømmet: Umiddelbart kan jeg ikke komme i tanke om andre nye, danske replikker, der har foruroliget og mystificeret mig som replikkerne i Martas Tema. Og jeg kan ikke komme på andre dramatiske handlingsforløb, hvis plot jeg næsten er blevet ligeglad med undervejs – alene fordi hver replik blev en nydelse i sig selv. Werdelins smerteportrætter tager ublu udgangspunkt i 1870’ernes København – ligesom Jette Kaarsbøl så bragende tog afsæt i Brandes-kredsen i sin kødeligt-pinefulde roman Den lukkede bog (2003). Historisk set lægger begge sig som kunstneriske kølvandsfortolkninger af Pil Dahlerups øjenåbner-disputats om Det moderne gennembruds kvinder fra 1983: I den borgerlige forstillelse og den indestængte kvindefrigørelse, i det modernes fremmarch og kunstnerens eksistenstalerør. Hos Werdelin er 1870’ernes parallel til i dag yderst kontant. Og hårdtslående. Werdelins vederstyggelighed forvitrer alle hendes eventyrfigurer: Her er ingen happy end – heller ikke i hendes dobbeltoverraskende dobbeltslutning. Hvordan Werdelin (f. 1960) både kan være dramatiker og sin egen instruktør er en gåde – og et lykketræf. Præstationen bygger klart oven på hendes tidligere egeninstruktioner af Den blinde maler (1999), Mine to søstre (2001) og Boblerne i bækken (2002). I Martas Tema rammer hun imidlertid en helt anden ubesværet balance mellem realismen og det symbolske, mellem small-talk og pathos. Kroppen er langt vigtigere i Martas Tema. Werdelin har f.eks. konstrueret en række tavse indimellem-scener, der for tilskueren fylder næsten lige så meget som de replikbårne scener: Kvinden, der vasker prygelsveden af. Manden, der onanerer i fremmed stol. Kvinden, der bløder igennem. Kvinden, der brændemærker sig selv. Det filmiske præger Werdelins drama i dets klippeteknik mellem dengang og nu. Men også mellem personerne i det offentlige rum og personerne, når de er helt alene med egen krop. For kroppen kommer dem på tværs i begge århundreder – på tværs ind til det selvdestruktive.
Anmeldelse d. 10.03.2005, Information (Aveny-T)

Kærlighedshunger
Det er Nikoline Werdelins mest ambitiøse og stort anlagte dramatiske komposition, hvor der klippes mellem hengemte, forvildede single-skæbner af i dag og 1870’ernes drift-spændte familiemorads. Otte suveræne skuespillere med hver sin dobbeltrolle. Der er schwung over spændvidden, hvor Werdelin også som instruktør viser sin evne til at håndtere et sindrigt fletværk af personer og livshistorier.
Anmeldelse d. 10.03.2005, Politiken (Aveny-T)