Nikoline Werdelin

Visen om Sidsel

Premiere: 26. juni 2015
Scene: Designmuseum Danmarks Have, Grønnegårds teatret
Varighed: 1 time og 30 minutter

Visen om Sidsel spillede i sommeren 2015 i Grønnegårds Teatret i Designmuseum Danmarks smukke have. En dramatisk komedie om overlevelse og identitet i 1720’ernes København.

Det er 1724. København stinker. I rendestenene flyder indholdet af natpotterne. Stemningen er præget af hjemvendte, krigsforstyrrede soldater, løssluppen munterhed og en voksende religiøsitet. Sidsel efterlader sit uægte barn i Thy og flytter til staden som amme. Da hun løber tør for mælk, tager hun livet i egen hånd og forklæder sig som mand. Dette er historien om hendes liv i Hummergaden, ægteskabet med Bodil-Marie Olsdatter og hendes forelskelse i soldaten Ludvig. Borgerne i Nikolaj Kvarter kendte alle Anders Lorentz Radelfart von Thy, der viste sig at være Sidsel. En kvinde, der klædte sig i bukser, tog en mands frihed og endte i Spindehuset.

Senere kunne alle visen om Sidsel udenad.
Den handlede om længsel og vilje, kærlighed og bedrag.

Medvirkende:
Johanne Louise Schmidt, Peter Christoffersen, Mette K. Madsen, Joen Bille, Michael Moritzen, Annika Johannessen, Jesper Hyldegaard, Christiane Gjellerup Koch og Simon Sears

Iscenesættelse: Nikoline Werdelin Scenografi: Karin Betz Koreografi: Bill Holmberg
Forfatter til visen: Niels Brunse Komponist: Tammi Øst

PRESSEN SKREV
Læs uddrag af anmeldelserne eller foromtale af stykket på b.dk: Jeg skriver til deres mund, deres stemme – og deres sjæl og på borsen.dk: Jeg er vokset ind i min egen kageform

VisenOmSidsel-juli2015

Foto: Bjarne Stæhr
Grafik: Helle Riis

Forførende og sjovt i Grønnegården
Det er ni år siden, at dramatikeren Nikoline Werdelin sidste gang skrev et stykke til Grønnegårdsteatret i København men resultatet har været værd at vente på.

Resultatet er ovenud vellykket for Werdelin når hele vejen rundt. Også i sin instruktion af stykket. Det spidsfindige er i den forbindelse, at tidsbilleder fra 1700-tallet kommer til at virke som en slags spejlbillede på vores egen moral af i dag.

Der er kun ét at gøre: se denne Super-sag, der charmer og forfører helt ned på bagerste række.
Børsen




En håbløs kærlighedshistorie er der også plads til, inden Sidsel bliver afsløret og ryger i spindehuset. Og så tager denne barske og ramsaltede komedie ellers lige et gevaldigt herresving til sidst og presser os på tårekanalerne. Pokkers smuk og helt rigtig slutning! Og pokkers godt er komedien skrevet og sat på scenen.

Med Johanne Louise Schmidt som Sidsel – her er både råstyrke og sødme, en sej pige og en kæk, kær ung knøs, slet ikke til at stå for. En knuselskelig engel løftet op over køn og krop, rap i kæften, sårbar i sjælen.
Jyllands Posten




Kønsforvirring og krigstraumer
Werdelin har aldrig været bleg for at spidde os, og nok er ‘Visen om Sidsel’ en barsk fortælling fra de fattiges kår, men i bedste revy-stil er her så rigeligt plads til muntre scener, liret tidskolorit og et enormt, farverigt persongalleri, der er Holberg værdigt.

Kvinderne er i sandhed fulde af lyst i dette stykke, det går ikke stille af sig, og når den neurotiske soldat Ludvig tilmed fatter interesse for Sidsel i form af Anders, så er kønsforvirringen og seksualitetskrisen total.
Information