Nikoline Werdelin
Hvordan man redder en lemming
Hans er en 67-årig nyskilt og fyringstruet biolog, der som de fleste pattedyr holder af at blive i sit habitat – i dette tilfælde lejligheden på Frederiksberg med den grønne lænestol. Han er stærkt optaget af sin potens, kvinden han aldrig fik, og lemmingen, den vævre orangegule gnaver, som han elsker for dens mod til at blotte sine gule fortænder og skrige ad en meget større fjende og for dens accept af sit enkle, ydmyge liv:
Den spiser, formerer sig, undviger døden. For så vidt ligesom Hans.
Mens sneen smelter i de norske fjelde og truer lemmingens livsgrundlag, vikler fire fremmede og vidt forskellige menneesker (samt tre kæledyr og en hel del insekter) sig ind i Hans’ tilværelse og forandrer den for altid.
Romanen handler om ensomhed, frihedstrang og mulighederne i det tilfældige møde – og om valget mellem at blive i sin rede eller vove pelsen og flytte sig over store afstande for at overleve.
“Nu må du ikke være sådan en sortseer,”
sagde Benedikte og trak lidt i Hans’ bulldogkinder. Han fik også at vide, at han ikke måtte gøre sine borddamer kede af det.
Det gjorde han alligevel. Når hans borddamer spurgte, hvad han lavede, svarede han, at han var biolog. Hvis de blev ved med at spørge, fortalte han sommetider, at han interesserede sig for lemminger.
“Åh,” sagde borddamen og så skuffet ud.
“De prøver at komme videre til et sted med mere mos og lav.”
“Nå,” sagde hun og rakte ind over ham og tog et stykke kuvertbrød med havsalt.
“Det eneste pattedyr, der begår kollektivt selvmord, er mennesket,” tilføjede Hans, og de talte ikke mere sammen.
Selv nu, da klimakomplekset havde fået folkehavets interesse, blev han hos sin lemming. Han overlod scenen til sine yngre kolleger. (…)
En enkelt gang var han inviteret i P1’s Orientering. Han skulle tale om konsekvenserne for dyrelivet ved indlandsisens tilbagetrækning og fik et hosteanfald, der varede ni minutter.
Find ‘Hvordan man redder en lemming’ hos din nærmeste boghandler eller f.eks. Saxo