Nikoline Werdelin
Stjernefamilien
Harald er i skånejob som kustode på Thorvaldsens museum. Han lever alene, spiller violin og har ikke noget internet. Han prøver at holde afstand til verden af 2017 og dens brag, skrig, sex, nyheder, vækst, eksplosioner, devices og attentater.
Da han får en ny violinlærer, en sød, ung kvinde, er freden forbi. Han får brug for sin uforudsigelige familie – sin karismatiske mor, der netop er vendt hjem fra New York, sin stedfar, der er professor i international politik og på vej ud af sit femte ægteskab, sin stedsøster, der er ved at opsøge et af verdens brændpunkter. For at kunne matche en ung kvinde af i dag må Harald træde ind i sin samtid og bevæge sig ud i nyhedsbombardementet og den digitale verden.
Stjernefamilien handler om seks sårbare menneskers forsøg på at være i en globaliseret verden, hvor familien består af fragmenter og internettet er Gud. Angsten lurer under overfladen, og den moderne patchworkfamilie er fuld af nye dilemmaer. Med ætsende komik og letsindig alvor stiller dramaet skarpt på de måske-egnede i Iphonens tidsalder.
Med Stjernefamilien er Nikoline Werdelin tilbage på Det Kongelige Teater for første gang siden 2005. Se evt. foromtale og interview med Nikoline Werdelin i Politiken.
Medvirkende
Xenia NoetzelmannIngrid, Haralds halvsøster |
Peter ChristoffersenHarald |
Karen-Lise MynsterJeanne, Haralds mor |
Lila NobelMehri, Haralds spillelærerinde |
Jens Jørn SpottagMads-Georg, Haralds stedfar |
Maria RossingTurid, Haralds fysioterapeut |
Iscenesættelse: Nikoline Werdelin
Scenografi og kostumer: Karin Betz
Lysdesign: Clement Irbil
Dramatiker: Nikoline Werdelin
Stjernefamilien på Det Kongelige Teaters hjemmeside
Save
Teater om den post-atomare kernefamilie er raffineret i sin kaotiske enkelthed
Nikoline Werdelins samtidskomedie ’Stjernefamilien’ er sjov på den triste måde, en Werdelin classic om at leve i en mærkelig tid, med tyndt eller tykt filter.
Nikoline Werdelins tragikomiske drama har prikket til mig. Forestillingen er hudløst ærlig, og alle skuespillerne brager igennem. Replikkerne er raffinerede og fantastiske ned til mindste detalje. Man kan som publikum mærke at Nikoline Werdelin har gjort sig fandens umage – hvilket hun beviser med Haralds afslutningsmonolog. Like. Like. Like.
Werdelin minder os, meget raffineret, om den verden vi lever i og hvor svær den kan være at tage del i. Vi skal være alle steder på én gang, i stedet for at være til stede.
Jeg kan ikke like “Stjernefamilien”… jeg kan kun elske den.