Nikoline Werdelin
Boblerne i Bækken
Resumé:
Natten har sænket sig over Blegdamsvej. På afdeling 5041 ligger fem mænd på en stue. En sygeplejerske våger. Én efter én vågner de og taler om kvinderne, sejrene, tabene og sorgen over at skulle af sted. Lever lidt af deres liv igen. De skændes, griner og slås med puder. Da solens første stråler rammer træerne i Fælledparken, er nogen holdt op med at gøre modstand. Boblerne i Bækken er et stykke om der, hvor vi alle befinder os. Mellem liv og død.
”Idéen om forestillingen består af fem døende mænd, én sygeplejerske og en kvinde, der er “alles kvinde”. Den kvinde, der i hver af mændenes liv har haft afgørende betydning. Hun spilles af den samme skuespiller og stykket foregår på to planer – et nu & da. De afgørende øjeblikke med konen, elskerinden, søsteren, veninden – det, der var. Og nuet – den enkle og fortløbende historie – om denne ene nat. Selve emnet er en udfordring, der må være ligeså mange måder at dø, som vi er mennesker. Jeg vil forsøge at beskrive angst, taknemmelighed, fortrydelse, smerte og det særlige venskab, der opstår mellem fanger, gidsler… her: patienter. Hvordan omgås vi det største uden gudstro? ”
I Boblerne i Bækken tager Nikoline Werdelin et usentimentalt livtag med døden. Stykket er befriende morsomt og meget livsbekræftende. Det handler om at være i nuet og gribe lykken. Livet og døden skildres uden nåde.
Stykket havde premiere på Aveny T i 2002 og blev senere opført på Århus Teater og i bl.a. Sverige og Norge. Stykket er oversat til svensk, norsk, engelsk, tysk og fransk.
Stykket indbragte i 2002 en Reumert pris for Årets Dramatiker med den følgende forklaring:
Med stor menneskeforstand, med en suveræn replikkunst og med en betragtelig portion kærlighed tager Nikoline Werdelin i dramaet ”Boblerne i bækken” fat på det ømtålelige tema ’døden’ og lader humoren indgå som en stærk medspiller.
Uforfærdet bruger Nikoline Werdelin både sentimentalitet og menneskelige dårskaber som ingredienser i dette livsbekræftende spil.
Werdelins mesterværk
DER er få danske stykker, der har bidt sig så fast i erindringen som Nikoline Werdelins ’Boblerne i bækken’ fra 2002. Og det er en drøm at se det opsat igen. Dengang var det Aveny T. Nu er det Det Danske Teater, der sender stykket på turné.I ét hug vil jeg sige, at det nok er et af de bedste stykker, som er skrevet i den generation. Måske det allerbedste.Det er livsnært, selvom det handler om døden. Det rammer en stemning af livsbekræftelse fuldstændig rent, skønt det dårligt kan siges at foregå i mere nedslående omgivelser: På en dødsgang på et hospital, hvor fem patienter, fem mænd, alle kræftramte, henslæber en tilværelse, der er rimelig udsigtsløs.
Rørende. Varmt. Gribende. Og gribende morsomt. Fuld af absurde situationer.
Dansen med de døde
– Der er mere mellem himmel og jord end noget andet sted … Siger Baard Owe med tumpens afsindige logik. Og jo. Mere og mindre. Ingen ting og alt. Han er en af de stakler, Nikoline Werdelin har anbragt på fem-mandsstuen på kræftafdelingen: Baard Owe, der lever i sin egen fortinnede verden.
”Lars Bom, der har syltet sig selv ind i troen på, at healing og naturmedicin nok skal frelse både ham og menneskeheden. Lars Brygmann, der er præst og kun kan få den op at stå, når han tænker på gud. Henrik Prip, der selv er læge, men ikke kan bruge sin viden til noget. Og Claus Ryskjær, gammel kyniker og mislykket forfatter med hele DKP-fortiden og ungdomsoprøret på slæb. På sin specielle måde bringer Nikoline Werdelin os ind på livet af disse mænd. I henkastede skitser, små scener, som med sort humor og smerten svævende som kærtegn omfavner hver enkelt med stor ømhed. Men også forsigtighed. Løsrevet. Kun den fælles skæbne. Og drøm. Drømmen om noget, der kunne være, eller have været – anderledes. Før det hele er slut. Som titlen siger det med lån fra digteren Aarestrup: ‘Om lidt, så er vi skilt ad / Som bærrene på hækken. / Om lidt er vi forsvundne / Som boblerne i bækken.’
Anmeldelse d. 02.03.2002, Ekstra Bladet (Aveny T)
Uoplagt til livet
”Forestillingen viser med praktisk varme, hvor meget liv man kan få ud af døden, mens man venter. Lægen er blevet bitter på sin krop, som ellers altid fulgte ham og adlød ham som en ven – og den lalleglade præst er blevet lidt uenig med sin Gud, som også altid fulgte ham og adlød ham. Sådan har de hver især et mellemværende med tilværelsen, skarpt og humoristisk tegnet i situationer, som får liv. Dansescenerne skule måske have været noget mere danse macabre, men Morten Hovman har instrueret, så man forstår meningen med det samme. Her er dit liv, tag det så og lev det, hold fastere omkring mig med dine runde arme om lidt er vi forsvundne som boblerne i bækken. Det er blevet et fornemt lille stykke visualisering af en fælles skæbne, vi ikke ønsker os, fordi vi er for uoplagte til livet, mens vi har det.”
Anmeldelse d. 17.12.2002, Politiken (Århus Teater)