Interview af Lotte Thorsen, Berlin 01.02.2010

Homo Metropolis er tilbage i Politiken

Efter års pause er Nikoline Werdelin tilbage i den trykte udgave af avisen.

For tre et halvt år siden flyttede Nikoline Werdelin til Berlin for at ryge lange tynde cerutter, kigge på transvestitter og gå i teatret.

Planen var, at hun skulle læse Frankfurter Allgemeine, diskutere litteratur med byens storånder og abonnere på indviklede tyske magasiner.

Omplantningen fra en tryg og velpolstret tilværelse i Hellerup til den tyske hovedstad gik ud på at se og mærke noget andet end de hvide villaer med vedbend i vinduerne og de pæne Hellerup-damer, der kørte i Netto i deres jeeps og sloges om de blomstrede vattæpper blandt ugens spotvarer. Nu skulle hun til at trække vejret i en by, hvor mindeplader med påskriften: »Ær de døde gennem kampen for livet« og skudhuller i facaderne ville erindre hende om, at livet er andet end nye, glaserede fliser til køkkenet og faconklippede buksbom foran hoveddøren.

En ukendt indadvendthed
Det virkede bare ikke. For når hun gik i teatret, kunne hun ikke lade være med at sidde og tænke på, hvor mange hårsække der faktisk var samlet under ét tag. I øvrigt syntes hun også, skuespillerne råbte for højt.
Hun havde ikke kræfter til at læse aviser, og alle de nye spændende tyske bekendtskaber, hun havde set frem til, havde hun ikke længere mod på at stifte.

»Der var ikke noget af det, der havde tændt mig ved at komme herned, jeg havde lyst til. Jeg kunne ikke holde gadelarmen ud, jeg kunne ikke lide at se fjernsyn, og jeg holdt op med at interessere mig for nyheder«, fortæller Nikoline Werdelin.

Det totale stop for informationer var en indadvendthed, hun slet ikke kendte.

»Jeg tror, at jeg led af massiv stress allerede dengang, men jeg vidste det ikke.«

Mistede yndlingsstoffet
En begejstret boxer med roterende bagparti og kolossalt underbid står forrest i modtagelseskomiteen i stuelejligheden i Prenzlauer Berg i det gamle Østberlin, der har været Nikoline Werdelins hjem siden 2006.
Udenfor har sneen lagt sig som et vattæppe over Berlin og bidrager til den lyse stilhed, der hersker i stuerne.

Inden døre bliver der uddelt omsorg til den nyankomne i form af tykke sokker og en trøje. Boxeren Cleo klasker sammen i en lænestol, og vi andre slår os ned ved spisebordet med kaffe, cigaretter og småkager.
Selv om vi strengt taget begge er holdt op med at ryge. Hun oven i købet i et omfang, så hun faktisk ikke kan lide smagen af cigaretter. Men hvis man sutter på et stykke importeret Vanilla Mint Fusion fra Stimorol imens, »kan man faktisk næsten ikke smage det«, som hun siger.

På sit skrivebord i værelset ved siden af har Nikoline Werdelin 11 familier liggende, der venter på at folde sig ud på bagsiden af Politikens 1. sektion fra i morgen, hvor hun efter seks års pause vender tilbage med en ny udgave af striben ’Homo Metropolis’.

Mest spillede dramatiker
Længe troede Nikoline Werdelin ellers ikke, at hun nogensinde skulle have et udadvendt arbejde igen. I 1984 vandt hun en tegneseriekonkurrence i Politiken med striben ’Café’, som var dagligt inventar i avisen de næste fire år. Fra 1994 og ti år frem lod hun figurerne i ’Homo Metropolis’ afspejle dansk mentalitet i storbyen omkring årtusindeskiftet.

I mere end 20 år leverede hun desuden striben ’Laura og Nugga’ til Alt for Damerne. I øvrigt er Nikoline Werdelin den mest spillede danske dramatiker i det seneste tiår, så ved siden af skrev og instruerede hun også lige syv teaterstykker på otte år.

Men i 2006 var det slut. Netop som hun var landet i Berlin og var klar til at lade sig inspirere af byens teater, de skæve eksistenser og den stadige bearbejdelse af krigens traumer. I to et halvt år var systemet nede og ville ikke kaste så meget som en lille bitte tegning af sig. Og arbejdsværelset var et sted, Nikoline Werdelin nødig kom i det første år, hun boede i Berlin.

»Jeg følte en massiv træthed og fik det fysisk dårligt, når jeg så mit skrivebord. Og det var frygteligt, fordi jeg i mange år har været workaholic. Så jeg mistede mit yndlingsstof«.

I stedet koncentrerede hun sig om at indrette sin lejlighed. Og tænkte hele tiden, at på mandag ville hun gå i gang med den afslutningsforestilling, hun havde lovet Husets Teater at skrive og iscenesætte. Når det blev mandag, udsatte hun det til onsdag. Og så til mandag igen, fordi onsdag lå så underligt midt i det hele.
»I mange år havde jeg arbejdet meget mere, end systemet kunne klare og virkelig fået trukket over på kontoen. Og nu var der ikke flere steder at hente noget«.

Normalt dukker der altid tegninger op, når Nikoline Werdelin taler i telefon eller bare sidder og glor ud ad vinduet. Nu kom der ikke så meget som et ord eller en enkelt lille streg. Men hun tænkte, at hun nok bare skulle presse sig selv hårdere.

»Så jeg blev ved med at piske mig selv som en god flagellant og tro, at jeg bare skulle tage mig sammen. Men der kom ikke noget, og det var virkelig et chok. Der er mange ting, jeg har været usikker på her i verden. Men én ting har jeg altid været helt sikker på, og det er, at jeg er en god produktionsmaskine«.

Hvilket også var strengt nødvendigt, hvis man ikke ville rage uklar med samfundet. For den 49-årige tegner og dramatiker har altid følt en massiv forpligtelse til at levere. Og til at skulle arbejde mere og være dygtigere end andre.

»Jeg forestillede mig, at der fandtes en slags eksistenspoliti. Og hvis jeg ikke fik betalt til den luft, jeg trækker ind, og det slid, jeg forårsager på gaderne, så ville de komme og sige: »Frau Werdelin, De har ikke ydet noget væsentligt det sidste stykke tid. Hvad har De forestillet Dem?«. Hele den idé om at være lidt skyldig og skulle gøre det, er en stærk kraft, men også dårligt for arbejdsglæden i længden«.

Hvidvin til morgenmad
Når yndlingsstoffet nu ikke ville være med længere, kastede Nikoline Werdelin sig over andre stoffer. Skumdelfiner med chokoladeovertræk for eksempel. Rødvin. Eller en stesolid midt på dagen, hvis det spidsede til. Sådan gik et års tid, indtil hun i efteråret 2007 tog til Danmark for at modtage Modersmålsprisen. Mens hun var i Danmark, døde hendes far meget pludseligt.

»Det var, som om jeg gik midt over. Jeg havde ingen ressourcer tilbage til at tackle den sorg. Jeg var meget knyttet til min far på det indre plan og har altid fået at vide, at jeg lignede ham meget«.

Efter begravelsen tog hun tilbage til Berlin. Stod op om morgenen og overvejede at begynde dagen med lidt hvidvin. Eller gå i seng igen med et par sovepiller. Men hverken skumdelfiner, sovepiller eller vin var længere nok. Selv om hun ellers prøvede ihærdigt.

»Jeg gik bare rundt og tænkte: Jeg vil ikke være her. Så luftede jeg hunden og kom tilbage og tænkte det samme. Jeg havde ingen idé om, at jeg skulle tage mig sammen længere eller prøve at tale med nogen om sorgen. Jeg skulle bare forsvinde fra mine egne følelser«.

Typisk ville hun ellers have sat sig ned og skrevet et stykke om døden for at bearbejde det.

»Når jeg ikke kunne arbejde, blev jeg nødt til at trække mere på de andre stoffer. Det er temmelig destruktivt – jeg blev reduceret til en, der prøvede at holde den smerte væk, som jeg ikke kunne tackle«.

Hun brugte kun 14 dage på at se, »hvor galt det kunne gå«. Mere har hun ikke lyst til at fortælle. Ud over at hun »gav fortabt og bad om hjælp«. Og fik fortalt Husets Teater, at hun ikke kunne levere den lovede afslutningsforestilling.

Planteskoler og healere
Nikoline Werdelin sygemeldte sig og skilte sig dernæst af med alle »virkelighedsforflygtigende midler«. Og så satte hun sig ellers til at vente på at blive smidt ud af samfundet. Der skete bare overhovedet ingenting. Ud over at Husets Teater lavede et par genopsætninger i stedet.

»Det var skønt at opdage, at jeg sagtens kan undværes. At kloden har sin egen glade gang, og dér hvor en går ud, der fylder nogle andre ind. Det er ligesom en flod«.

Omgangskredsen og eksistenspolitiet løftede heller ikke så meget som et øjenbryn. Og de seneste to år har Nikoline Werdelin brugt på at ommøblere hele sin tilværelse og på at læse et hav af bøger.

Med egne ord blev hun »sendt ned i den virkelige verden« med besked om kun at opholde sig dér. Gå til yoga, bage boller og nyde samværet med de nu 18-årige trillinger i den danske omgangskreds, som hun altid har været »tredje voksen« for. »Samværet med børn er det tætteste, man kommer på at være i nuet. Men selv dér var jeg hele tiden i den fiktive verden ved siden af og gik og tænkte på, hvilken skuespiller man kunne caste, eller også kørte der en tegneserie i baghovedet. Men nu røg jeg bare helt ned i øjeblikket og sad og lyttede til den store stilhed bag byens larm«.

Hun ved det godt selv. At hun indimellem lyder som en af de selvhjælpsbøger for midaldrende kvinder, hun før ville have lavet en joke om i en stribe. Og medgiver, at der ligger »et stort komisk potentiale i stress og udbrændthed«.

»Når jeg førhen læste om en topdirektør, der havde fået stress og blev healer og fik en planteskole, tænkte jeg: Hvor mange planteskoler og healere kan vi have? Men det er meget typisk blandt midaldrende kvinder, at man kan, så længe man har kræfter. Og når det ikke kan lade sig gøre mere, er man nødt til at søge opad og indad«.

Kig efter fred i stedet for sjov

Selv er hun ateist, men kan godt finde på at bede et træ om hjælp, hvis det er svært.

»Naturen og psykologien er så umådelig en ressource, at det er åndelige energier for mig. Indimellem hænger jeg en tanke eller et problem på et træ i parken, hvis det er for tungt at bære rundt på selv. Jeg går også på et vejrtrækningsinstitut og lærer at trække vejret ordentligt. Sådan nogle mærkelige ting er de her berlinerår kommet til at bestå af. Og det er meget anderledes, end hvad jeg havde forestillet mig«.

Nogen tid efter farens død mødte Nikoline Werdelin en tysker hos nogle fælles venner i Berlin, som spurgte, hvordan hun havde det.

»Jeg svarede: Jeg kan ikke se, hvor det sjove i mit liv nogensinde skal komme fra igen. Så sagde han: »Maybe you should look for peace instead«. Jeg havde slet ikke tænkt på, at fred kunne være noget. Jeg tænkte kun i oplevelser, produktion og spænding. Men jeg har opdaget, at det kan være så rart bare at sidde og mærke fred. At gå rundt i sin hverdag og ikke være nervøs for alt muligt, man skal tage sig af«.

Da hun fjernede alt det, hun plejede at gøre, var det en helt ny dame, hun skulle vænne sig til at leve sammen med. En mere stille og indadvendt person. Og i en bog om at være introvert scorede hun 59 ud af 60 point i den indledende test.

»Hvilket er helt nyt, når man er vant til at tro, at man kan tåle meget socialt samvær eller et arbejde, der medfører mange indtryk. Hvis man har den sensibilitet, så kan man ikke bare kigge på eller lytte til alt muligt lort. Man er nødt til at udsætte sig selv for langt mindre«.

Indimellem er dagene bare gået med at lære de mejser at kende, der kommer på terrassen og spiser nødder. Eller med at holde øje med et egern, der kommer på besøg ovre fra den jødiske kirkegård.
»Jeg har mødt så mange spændende mennesker, heftige personer og store energier, men jeg har aldrig kendt nogle mejser før«, siger hun og griner.

Med eller uden aloe vera
Cleo skal luftes, og der er ikke flere cigaretter. Så vi tager en masse vinterstøvler på og begiver os ud i sneen, hvor Nikoline Werdelin guideagtigt slår ud med armene til højre og venstre i nabolaget. Hér er der marked om lørdagen, hvor man kan købe »landkyllinger, der har været i terapi«, og derovre er en butik, der kun forhandler sager til folk, der går i karbad. »Og se nu ham med de blå øjenbryn«, siger hun lavt og henrykt, da en herre med en mildt sagt avantgardeindstilling til sin ansigtsbehåring passerer os.

»Her er jeg bare en midaldrende dame med en hund. Hjemme i Danmark kunne jeg ikke gå i ISO, uden at folk kom hen og sagde: »Arj, tak for det og det« eller »tillykke med det og det«. Den slags griber ind i min fritid og rykker mig ud af en jordnær fornemmelse af, hvem helvede jeg er«.

Og egentlig bryder hun sig ikke om, at folk både kan se, hvad hun har digtet, og om hun »køber trusseindlæg med eller uden aloe vera«.

»Jeg ved godt, at jeg ikke er Angelina Jolie, men det er rart at have hverdagen for sig selv og at have nogle grundmennesker omkring sig, som holder af en, fordi man er en okay pige, og ikke fordi man hedder noget bestemt til efternavn«.

Brevkassen varede ved
Det eneste, Nikoline Werdelin har holdt fast ved hele vejen igennem, er den brevkasse, hun bestyrer i ugebladet Søndag, og som faktisk er det arbejde, der har gjort hende mest lykkelig nogensinde, selv om det er det kunstneriske, hun har »modtaget kulturens priser for«.

»Det, jeg selv har skullet lære, har fået et godt og økologisk genbrug i den brevkasse. Det er sådan et stille arbejde – jeg skal ikke ned og finde noget i den kunstneriske bank. Og så er der ikke den slags stress og nerver med opening night og silkekjole og journalister og tummel. Som i virkeligheden er lidt voldsomt til mit gemyt«.

Længe troede hun ikke, at hun ville vende tilbage til sit andet arbejdsliv igen. I stedet puslede hun med nogle ideer om at begynde at undervise på en højskole eller få en blomsterforretning – det sidste blev dog skrinlagt igen, fordi det er uforeneligt med også at være b-menneske.

»Men der er jo også den mulighed at gøre det, jeg er god til og elsker fra et andet perspektiv. Og det vil jeg gerne prøve. Der hænger en masse historier om det postmoderne velfærdsmenneske ude i universet. De skal ned til dem, der gerne vil høre dem. Og nogle af dem kan altså løbe gennem mig«.

Vi passerer det vandtårn, som under krigen var et af Hitlers forhørssteder og krydser over Kollwitzplatz, der er opkaldt efter Käthe Kollwitz, som en af Europas vigtigste tegnere, som Nikoline Werdelin har kendt til, fra hun var helt ung.

»Hun brugte kul og streg på en vild, kritisk og ikke selvskånende måde. Hun var professor på akademiet, men Hitler satte hende af, og siden arbejdede hun i skjul på atelierer rundt omkring. Hun boede her, men hendes hus blev bombet under krigen. Det er ikke nok at vide, at Ebbe Mørk bor dér, og Kirsten Lehfeldt bor dér. Det er også vigtigt for mig nogle gange at tænke på sådan en som hende. Som et alternativ til samtalekøkkener, moderne antidepressive og tanken om, at ens lår ikke sidder, hvor de sad, da man var 20 år«.

Sindssygt meget hjemve
Vi går hjemad med rovet i lommerne og taler om det mærkelige i at bo i en by, der ikke rummer noget af ens fortid. Hvor man ikke kan pege et eneste gadehjørne ud, som der hvor man kyssede nogen for første gang.

»Det syntes jeg var sært i begyndelsen. Men det er der jo næsten ingen, der kan her i Østberlin. Vi er alle sammen nødt til at opfinde det nu. Mange jødiske videnskabsfolk, finansfolk, kunstnere og alle mulige andre fritænkere og intellektuelle blev dræbt, og resten flygtede. Og der er ikke ret mange af dem, der er vendt tilbage efter krigen, så de er godt klar over, at de er nødt til at have noget udefra. Og derfor er Berlin mere åben end Paris og London, hvor der sidder en gammel elite«.

Indimellem har hun nu alligevel infam hjemve. For eksempel når hun sidder i bilen og lytter til Johannes Møllehave, der læser digte op. Eller hvis hun synger: »Jeg elsker de grønne lunde …«. Længere når hun ikke, før stemmen knækker over.

»Jeg har haft helt sindssygt meget hjemve, men det er også frydefuldt – ligesom en kæreste, man ved, man kommer til at se igen. Jeg tror, jeg kommer til at bo i Danmark igen, men jeg vil ikke slippe det at have en station her i Berlin«.

Også fordi hun efterhånden har fået masser af bekendtskaber og venner i sin nye by – fortrinsvis andre udlændinge, for man kommer hurtigt tæt på hinanden, »når man er fælles om udlændigheden«.

»Jeg har ikke børn og har derfor altid haft tid til at læse så meget mere. Og jeg har tit savnet nogen at tale om det med, fordi mine venner i Danmark har haft travlt med at få deres børn i vej og ikke altid har haft tid til at læse to bøger om ugen. Hvis man har et alvorligt sted i livet, hvor der er afsavn, så er det godt at fylde noget andet i det og glæde sig over, at så blev dét muligt, og at det var unikt«.

Og så er det nyt – ikke bare for Nikoline Werdelin, men for mennesket som sådan – at skulle lykkes i 30 år mere end de tidligere generationer.

»Det er kun ganske få generationer siden, vi ikke havde en alderdom. Folk fik børn, mistede tænderne og døde. Men på 150 år har vi fået 30 år mere, så vi skal jo tage os af den her livsalder. Vores indre natur ville måske helst sidde i en krog ved kakkelovnen og kigge på nogle børnebørn. Men vi skal jo en masse ting stadig. Det er så nyt endnu, at det er svært at vide, hvad det egentlig er for nogle ting, der er i spil«.

At bære alderdom uden skam
Nikoline Werdelin er nået til et sted i livet, hvor man skal koncentrere sig om ikke at komme til at sidde og længes efter noget, der er forbi. Og hvor man skal øve sig i at bære alderdommen uden skam.

»I de senere år har jeg talt meget med mine veninder om, hvordan vi bliver voksne damer med værdighed. Her på vej ind i overgangsalderen er man endelig blevet klog og rummelig. Det er det, man skal koncentrere sig om i stedet for at skamme sig over sine pigmentforandringer og gå til fest i sin datters underkjole«. Hun kigger over på boxeren, der igen er klappet sammen i lænestolen.
»Cleo er jo ikke særlig optaget af dødsangst, sit udseende eller sin karriere. Hun er glad for at slumre i mormors gamle stol, kisteglad for at gå en tur og intenst optaget af hvert eneste lille duftspor. Der er så mange ting, der ikke handler om, om håndværkerne stadig pifter efter en. Der er bøger, man kan læse, og man kan sidde til et selskab og sige noget vigtigt eller lytte på en ordentlig måde. Og så kan man give de unge et ordentligt billede af, hvad voksen kan være. Da jeg var lidt yngre og så Mick Jagger hoppe rundt, tænkte jeg: Gud nej, hvad skal gøre, hvis jeg ikke har kræfter til det«.

Kun for sjov
I foråret installerede Nikoline Werdelin Cleo i en luksushundekennel »med dobbeltværelse, kanesenge, kludetæpper og egen sydvendt gård«. Og så tog hun selv en måned til refugiet San Cataldo i Italien. Planen var at tegne til en graphic novel, som hendes forlag havde opfordret hende til at prøve kræfter med, men som der ikke var nogen deadline på. Hun havde også årligt spist en frokost med Politikens chefredaktør Tøger Seidenfaden og aftalt at holde kontakten. Men der var intet pres eller nogen overvågning af, hvad hun lavede. Og så begyndte figurerne og fortællingerne pludselig at komme styrtende ud af hånden på hende.

»Jeg har ikke tegnet for sjov, siden jeg var helt ung. Jeg var kun 24 år, da det blev alvor, og siden har jeg altid tegnet noget, der skulle på i morgen. Her sad jeg bare og tegnede, uden at nogen kiggede med. Og pludselig kom alle de her figurer spadserende med deres historier. Og det lignede utrolig meget det, jeg plejede at lave til Politiken. Det kildede sådan i maven, og nogle gange blev jeg også ked af det, for der er også nogle rigtig sørgelige historier, men så er der lidt af min egen sorg, der får et sted at være«.

En ordentlig Mac-fandenDa Nikoline Werdelin kom hjem fra Italien, havde hun ikke bare fået en ny kæreste. Hun havde også så mange historier og tegninger med i tasken, at hun lavede en aftale om, at begynde at tegne til Politiken igen.

Så det seneste halve års tid har hun brugt på at lære en ordentlig fanden af en Mac-computer at kende. Hun tegner stadig på papir, men bagefter skal det lægges ind i computeren og sendes til Rådhuspladsen. Striben fortsætter under navnet ’Homo Metropolis’, men bliver ifølge Nikoline Werdelin lidt anderledes at se på.

»Jeg tegner lidt løsere nu, og det bliver mere krast. Det kan også sagtens være, at min humor har forandret sig, for jeg har mistet meget af min kynisme, og derved tror jeg også, at der er røget et par kilo sarkasme. Så måske bliver den lidt mere rund«.

Blandt figurerne er en udbrændt kvindelig præst, en moden skuespillerinde, der har levet det hårde liv og nu skal spille gæstespil i Oslo, en violinistinde, der får stjålet sit instrument i metroen, og en lille dreng med en dødssyg far. En del af figurerne »sysler med død og selvmord«. Og der er også en, der får en religiøs vækkelse. Et hovedtema bliver – igen – det narcissistiske træk ved vores tid. Denne gang kommer historierne også til at kredse om dødssynderne.

»Dødssynderne er nok den stafet, jeg er i færd med at tage fat på. Misundelse for eksempel, som er et af de mest populære og udbredte tidsfordriv, men også et meget pinefuldt sted at opholde sig. Jeg kender ikke til sult eller til at leve i et regime, hvor man kan blive arresteret midt om natten. Men jeg kender de problemer, man har, når man har frihed og tag over hovedet – og sygdom og død er stadig en del af dem«.

Svælge i det aktuelle
Det bliver selvfølgelig lidt anderledes at skulle diagnosticere den urbane folkesjæl på flere hundrede kilometers afstand af København. Også selv om hun stadig bor i Vesteuropa og mange af de ting, der strømmer gennem medierne i Berlin, har lighedspunkter med det, der sker i Danmark.

»Jeg bliver nødt til at tale med nogle danskere for eksempelvis at forstå, hvad det der Erik og Anni er for noget. Da jægerbogen blev trykt i avisen, var jeg i Danmark, men jeg er ikke sikker på, at jeg havde forstået hele kolbøtten, hvis jeg skulle have hentet oplysningerne på nettet«.

Så når noget brænder på i andedammen, eller nationen bliver voldsomt optaget af en bestemt dagsorden, må hun rejse hjem til kæresten, forfatteren Ib Lucas, og »svælge lidt i medierne«.

»Måske vil jeg også tage væk og sidde i en hytte med hovedhistorien og så skifte nogle talebobler ud med noget aktuelt senere. Det aktuelle er sexet og skægt, men det har jo ikke været hovedideen, kan jeg se nu, hvor jeg har genlæst de gamle striber. Det er jo det episke, historien, portrættet, der er det interessante«.

Den går kun i Danmark
Faktisk glæder hun sig. Hvis det ikke lige var for den Mac, der visse dage gør ting, hun ikke forstår. Og når hun ikke længere kan tåle at arbejde på adrenalin, må hun arbejde på struktur i stedet. Eksempelvis ligger der et yogainstitut lige om hjørnet, hvor hun kan gå ned, hvis hun trænger til at trække vejret, aftenarbejde er forbudt og pauser i løbet af dagen et must.

»Jeg har heldigvis en rigtig god fantasi, og jeg har bildt mig ind, at jeg bare laver det her til min skuffe. Jeg har fundet ud af hvor vigtigt det er at fortrænge receptionen og tænker mest på det som noget, jeg gør for min egen skyld – ligesom på San Cataldo«.

I foråret udkom bogen ’From Wonderland with Love’ i USA og Danmark. En samling af de bedste danske tegneserier fra det seneste årti. Herunder en historie fra ’Homo Metropolis’ om en morfar og noget incest, som har fået fantastiske anmeldelser i udlandet.

»Der var en engelsk anmelder, der skrev, at det her kun kunne blive trykt i Danmark. Og at ingen anden avis vil trykke en tegneserie om en morfar, der begår incest. Man kan slet ikke se det for sig ved siden af Calvin & Hobbes«.

Forbi det store ryk
I øjeblikket er en journalist i gang med at opbygge en hjemmeside til Nikoline Werdelin. Og for nylig sendte hun en oversigt over tegneren og dramatikerens samlede produktion.

»Og så tænkte jeg: Gud, hvor er det skønt. Jeg har jo gjort, hvad jeg skal. Jeg føler mig ikke længere forpligtet af det, jeg kan. Jeg har været så ambitiøs, jeg ville ud, og så ville jeg vise dem. Men det, jeg gør fra nu af, er noget jeg gør, fordi jeg synes, det er en skæg og interessant måde at være til på. Og det er en fantastisk skøn fornemmelse. At være forbi det store ryk«.